Der bliver produceret mange tusinde ton uld i Danmark årligt. Uld betragtes generelt som et overskudsmateriale, der er svært at bortskaffe. Med projektet “Uldhulen” er ambitionen at fremme en bevidsthed omkring uld som akustikløsning og skabe en forståelse for uldens mange potentialer.
Uldhulen er udarbejdet med særligt fokus på børns trivsel og retter sig mod skoler, børnehaver, biblioteker og andre institutionsmiljøer, hvor lydniveauet kan være højt. Mange børn har behov for at kunne trække sig lidt væk, samles i mindre grupper for at læse en bog eller føre en stille samtale i en hverdag med højt lydniveau. Her kan Uldhulen tilbyde et varmt og stille rum, der samtidigt sikrer god akustik og godt indeklima i det rum den befinder sig i.
Uldhulen er sammensat af 8 paneler udført i dansk douglastræ, der er behandlet med rød linolie. Hvert element er monteret med uldpaneler, der er indfarvet med kraprod. Konstruktionen tillader at man kan vippe panelerne, så børn kan kigge ud.
Højde: 2.1 m
Diameter 2.25 m
Uldhulen er lavet i samarbejde mellem Det Vilde Spinderi og Relieff Arkitekter. Trækonstruktion er udført af Eik Træhåndværk